Referat af ekstraordinær generalforsamling
i Ramsøhallen mandag den 26. januar 2015
Indkaldelse til generalforsamlingen godkendes, med bemærkning om, at det kun var med 7 dages varsel og ikke 8.
- Valg af dirigent og referent
- Dirigent – Hans Nielsen
- Referent – Maiken Skov Kjørnæs
- Formanden, Vinni Smith Dinesen beretter: I forbindelse med en revision og tilsyn af Roskilde Hallerne har ”Tilsynet” konstateret at konstellationen i Ramsø Hallen med et Amba hvor kommunen ejer 97 % af andelene ikke kan være privatstyret. Byrådet har med flertal vedtaget at Ramsø Hallen skal kommunaliseres. Roskilde Kommune har begæret en ekstra ordinær generalforsamling i Ramsøhallen, for at kunne iværksætte den proces der er forestående for en likvidation af Ramsø Hallens Amba.
- Repræsentant fra Roskilde Kommune, Henning Strange, bekræfter at kommunen har haft en tilsynssag på Roskilde hallerne, som har underkendt den konstellation der forelå der, derved skal Ramsøhallen også gennemgå en lovliggørelse af den konstellation der foreligger her, da kommunen ejer 97 %. Kommunen ønsker at den daglige drift fortsætter som den gør nu, selvom personalet bliver kommunal ansat. Der er også et politisk ønske om, at bestyrelsen fortsætter sit arbejde som hidtil. Intentionen bag kommunaliseringen er at driften fortsætter så tæt på det nuværende som muligt.
- Bekymring om kommunens holdning til at bibeholde den daglige drift som nu, også kommer til at holde? Kommunens repræsentant kvitterer for at der fra kommunens side absolut ikke er noget ønske om at stække Ramsø Hallens nuværende velfungerende daglige drift.
- Bliver der ved med at være en folkevalgt bestyrelse? – svar fra Lars Berg: Det er vigtigt, at det stadig er lokale frivillige der sidder i Ramsøhallens bestyrelse, så man kan bevare ansvarsfølelse og ejerskabsfølelse for at kunne opretholde engagementet blandt de frivillige. Kommunen ønsker ikke at forringe eller stække den nuværende og velfungerende ledelsesstruktur, men det er væsentligt at det administrativt, juridisk bliver lovligt. Det betyder, at vedtægter skal tilpasses og bestyrelsens konstellation, fremtidige udvælgelse skal tilpasses en lovliggørelse. Kommunen er indstillet på at ”bestyrelsen stadig har beslutningsret i den almindelige daglige drift og planlægningen af den umiddelbare fremtid.
- Hvad sker der med de private andele i Ramsø Hallen? De private andele der er i Ramsøhallen nu, skal opkøbes af kommunen og udbetales til de respektive andelshavere, så kommunen kommer til at eje 100 %.
- Hvordan kan man sikre sig at tilsynet godkender den nye konstellation? Ved at kommunalisere hallen bliver hallen lovliggjort og dermed godkendt.
- Kan man afholde en generalforsamling som hidtil? Det bliver noget tilsvarende, men der er mange ubesvarede spørgsmål, som der må tages hen ad vejen.
- Godkendelse af likvidationsplan.
- Bekymring om den fremtidige økonomi i Ramsø Hallen. Når nu Roskilde Kommune overtager aktiver og passiver i hallen, hvordan ser det så ud med det fremtidige driftstilskud? Umiddelbart ændres der ikke på Ramsø Hallens selvstændige drift på det økonomiske plan. Driftstilskuddet fortsætter og der vil endda åbnes mulighed for at søge yderligere tilskud i forbindelse med større vedligeholdelsesudgifter. Ramsø Hallen bliver ikke underlagt kommunal indkøbsordning, hvilket vil fordyre den daglige drift betydeligt for hallen. Kommunaliseringen får ikke umiddelbart indflydelse på forpagtningsaftalen af hallens cafeteria.
- Bekymring om §18 og §20 i de nuværende vedtægter. Hvad skal der ske med et evt. overskud/ hensættelser – går de i kommunens kasse? Det er blevet lovet, at de hensættelser der står nu kan overføres med 100%. Driftsaftalen som foreligger nu for Ramsø Hallen fortsætter efter overgangen til kommunal hal. Der kan altid ansøges om ekstra midler til investeringer udover driftsmidlerne.
- Ansættelse af halinspektør fremadrettet. Hvem ansætter fremtidige nye medarbejdere? Bestyrelsen bibeholder retten til at ansætte og afskedige under samme vilkår som nu og forhandler løn, som er en del af driftstilskuddet. Dog skal ansættelsesforholdet ændres til at være Roskilde kommune og ansættelseskontrakten skal leve op til kommunens standard. Der vil ikke blive ændret i funktionsbeskrivelsen Der vil være nogen ændringer i forsikringsforhold og mulighed for rådgivning igennem kommunens HR-afdeling.
- Hvem udarbejder og godkender den nye forretningsorden? Det gør bestyrelsen. Til den ordinære generalforsamling til marts vil der ligge et udkast til en ny forretningsorden og nye vedtægter.
Likvidationsplanen godkendes af generalforsamlingen.
- Forslaget til likvidator Advokat Klaus Fiala godkendes og han står for at gennemføre Likvidationsplanen.
- Ingen indkomne forslag.
- Intet til eventuelt.