Menu Luk

Offentliggørelse af Ramsø Hallens nye flotte logo

Vi er nu stolte over at kunne løfte sløret for Ramsø Hallens nye flotte logo, som netop er ved at blive sat op på gavlen.

Tidligere i år gik jagten ind på et nyt logo til Ramsø Hallen via en offentlig logokonkurrence. Ud af de indsendte forslag blev der udvalgt et par ideer som der blev arbejdet på af en professionel grafiker.

Nyt logo

Det endelige logo blev dette som i fremtiden vil findes på den nye gavl og vejre fra den nye flagstang foran hallen.

Logoet har en spændende historie bag sig, som var et af argumenterne for at netop det indsendte forslag blev kåret som vinder af konkurrencen.

Logoet har rent faktisk flere facetter. Først og fremmest viser det 3 personer i bevægelse, hvilket jo passer rigtig godt til en hal fyldt med aktive udøvere i alle aldre.

Farverne er ikke helt tilfældige. Den røde farve indgår i forvejen i hallens arkitektur, den blå stammer fra grundfarven i f.eks. GIFs logo og har rødder tilbage til det gamle byvåben fra Ramsø kommune. Den gule symboliserer glæde og lykke. Der er tale om 3 stærke tydelige farver som gør sig godt i alle sammenhænge.

Men hvorfor så lige 3 personer. Her trækkes der igen tråde tilbage til det gamle byvåben, som er blevet nyfortolket. De 3 personers kroppe svarer nemlig til de 3 horn i Ramsø kommunes byvåben, som i denne nyfortolkning, er trukket fra hinanden.

Historien bag:

Byvåbenet forestiller tre sammenflettede horn. Motivet med de tre krumme hornstammer fra Snoldelev-stenen, en runesten fra tidlig vikingetid, o. 800. Stenen blev fundet ved markarbejde i 1770’erne og står i dag på Nationalmuseet. De tre horn i byvåbenet symboliserer samtidigt at Ramsø Kommune er sammenlagt af tre tidligere sognekommuner (1970): Gadstrup-Syv, Snoldelev, Ørsted-Dåstrup.

Således ender vi med noget helt nyt, men som alligevel har rødder i fortiden men smukt og enkelt omformet til et moderne og levende logo.

Ideoplægget er udarbejdet af Familien Schytte/Miamaya Lybert, og færdiggjort af Jess Larsen. Vi siger stort tak for alle de indsendte forslag og tillykke til vinderne.

ramsoe_hallen_med_nyt_logo-2020

Noget nyt og noget gammelt:

Nu logoet er kommet op på Ramsø Hallens front, kan der være enkelte, der synes at noget alligevel er bekendt.

Faktisk skyldes det at Halinspektør, Henning Riber reddede de originale bogstaver fra Hallens gamle front. De bogstaver er fra hallens opførsel i starten af 70’erne, og med nænsom hånd er de sat i stand. Samtidig er bogstaverne udført i en kvalitet, som ikke laves mere, så de er unikke i deres helt egen forstand.

Nu bruges de så sammen med det nye, flotte logo – og man kan vist roligt sige at navn og logo binder Ramsø Hallen sammen – også gennem tiden.