Brev til Roskilde kommune
Gadstrup den 1. september 2013
Byrådet Roskilde kommune.
Som formand for og på vegne af Ramsø hallens bestyrelse og i samarbejde med formanden for Gadstrup Idrætsforening, GIF, vil jeg gerne informere om status på processen for Ramsø Hallens udvidelse.
Behovet for en udvidelse af halfaciliteter er absolut ikke blevet mindre i det forløbne år og det er vigtigt for bestyrelsen at synliggøre det fortsatte arbejde for at nå vores mål.
Som det er byrådet bekendt har der været en ændring i, hvilket behov haludvidelsen præcis skal kunne rumme. Denne ændring kommer blandt andet som en følge af at den ene gymnastikafdeling, Gadstrup TeamGym, har valgt at indlede et samarbejde med tre andre gymnastikforeninger med henblik på at bygge et gymnastikspringcenter i Roskilde. Men TeamGym´s ønske om at flytte fra Ramsøhallen i Gadstrup, ændrer ikke på, at der er et stort pres på hallen, med stigende medlemstal i flere foreninger og dermed et stort behov for en udvidelse af Ramsøhallen i Gadstrup. Dette pres er også en udløber af at Gadstrup Motion, som har til huse i pavilloner ved siden af Ramsøhallen, også skal under tag i Ramsøhallen. Pavillonerne er opført med en tidsbegrænset dispensation til byplansvedtægten.
Gadstrup Motion appellerer bredt til alle borgere fra 12 år og opefter og rummer både holdaktiviteter og individuel træning og medlemstallet er stigende år efter år.
Gymnasterne i Ramsøhallen bruger allerede nu tillempede metoder for at kunne træne på det høje niveau, som er krævet. Bl.a. har de tilløb til måtter, trampolin og springgrav gennem døre, med dørtrin, for at få langt nok tilløb. Dette øger risikoen for uheld med skader til følge.
I september 2013 løber der en borgerundersøgelse af staben, med henblik på at afdække hovedlinjerne i, hvad borgerne ønsker sig for idrætslivet i nærmiljøet. Denne undersøgelse er iværksat af Gadstrup Idrætsforening i samarbejde med Ramsøhallens bestyrelse og den udføres af DGI Huse og Haller. Undersøgelsen omfatter alle husstande i 4621 området.
Resultatet af undersøgelsen skal afdække den nuværende anvendelse af faciliteterne, inkluderende indendørs og udendørs, med motionscenter, tennisbaner og fodboldbaner samt de ønsker der er til fremtidens faciliteter og muligheder for nye aktiviteter og idrætsgrene.
Resultatet af undersøgelsen bliver fremlagt på en workshop den 2. oktober 2013, kl. 19-21.30, i Ramsøhallens Cafeteria, Gadstrup. Her vil alle være åbent for alle borgere til at deltage og komme med yderligere kommentarer og input til udvidelsen.
Det er GIF´s og Ramsøhallens bestyrelsers forventning, at bruge resultatet fra borgerundersøgelse som grundlag for det videre arbejde med haludvidelsen i Gadstrup.
Der er nedsat en projektgruppe på 4 personer, som er tovholder og iværksættere for arbejdet med haludvidelsen.
På Roskilde kommunes Strategiske anlægsbudget er der afsat 15 mio. kr. til den forestående haludvidelse. Pengene er planlagt til frigivelse med 5 mio. kr. årligt i 2015, 2016 og 2017. Det er et ønske, at denne frigivelse af midlerne, selvfølgelig med udgangspunkt i et færdigt projekt, kan fremrykkes til 2015, således at en haludvidelse kan stå færdig i 2016. Ønsket om en fremrykning og afkortelse af projektet skyldes både, at der allerede nu er store udfordringer i forhold til aktiviteterne i hallen og et ønske om, at begrænse tiden med byggeaktiviteter til så kort en tidsperiode som muligt, idet byggeriet foregår lige ved siden af skolen. Byggeaktiviteten kan give udfordringer i forhold til sikkerhed og farer for børnene. Der er også et økonomisk aspekt i at afkorte byggeriet og køre det hele i én samlet fase, i stedet for som planlagt i anlægsbudgettet i tre faser.
Projektgruppen for haludvidelsen arbejder målrettet, på vegne af GIF og Ramsøhallens bestyrelse, i overensstemmelse med de ønsker der kommer frem fra borgerundersøgelsen og resultaterne fra en allerede gennemført behovsundersøgelse i hver enkelt forening under GIF.
Ramsøhallens bestyrelse og GIF i Gadstrup ser frem til at samarbejde med Roskilde kommune om en snarlig udvidelse af vores faciliteter.
Mange hilsner
Vinni Smith Dinesen Merete Olsen
Formand for Ramsøhallens bestyrelse Formand for GIF